Posts

Efter Postens exit: Kunderne forbereder sig på monopol-marked

Adresseløse forsendelser er et marked på 1,5 mia. kr., som ser ud til at blive overladt til Forbrugerkontakt efter PostNords varslede farvel. Nu mødes en række kunder for – sammen med Konkurrencestyrelsen – at drøfte deres muligheder.

For nylig offentliggjorde Danske Medier den årlige oversigt over reklameforbruget herhjemme – og igen var husstandsomdelte tryksager blandt de største mediegrupper, kun overgået af tv og internet.

Både i 2015 og 2016 omsatte disse forsendelser for godt 1,5 mia. kr., men for et måneder siden fik dette marked ”en ny situation”, som politikerne ynder at sige. Da meddelte PostNord, at man efter årets udgang ikke længere omdeler adresseløse forsendelser på bestemte dage.

Dermed er der reelt kun én distributør på markedet til at håndtere detailbranchens annonce-budskaber i denne kanal.

Det har fået en række kunder til at mødes ved informationsmøder den kommende tid. Det sker med deltagelse af bl.a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt analysevirksomheden Data Intelligence.

Initiativtageren til møderne er Danmarks største bureaugruppe, GroupM. Claus Holm, der er Direct Manager i mediabureauet m/SIX forklarer:

”Der er stort behov i markedet for at vide, om der eventuelt kommer en konkurrent til Forbrugerkontakt, og – nok mere nærliggende – hvordan man bør agere i forhold til en monopolist. Rentabiliteten i denne kanal afhænger naturligvis også af pris, og markedet har i den seneste håndfuld år været præget af priskrig. Nu står prisen til med stor sandsynlighed at stige, for der er umiddelbart ingen andre udfordrere i sigte.”

GroupM har i forvejen – sammen med Geomatic og NN Markedsdata/Bisnode – lanceret sitet Husstandsomdelt.dk, der har til formål at ”oplyse og vejlede” om denne disciplin inden for print-kommunikation.

”Behovet for information er kun blevet større efter PostNords meddelte exit, og ingen andre har hidtil taget initiativet. Manglende overblik er gift for branchen, og det er årsagen til, at vi på informationsmødet får input for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, for Forbrugerkontakt ser ud til de facto at opnå monopol,” siger Claus Holm.

Informationsmøderne finder sted i Aarhus den 23. maj og i København den 8. juni hos GroupM.

Tilmelding via http://husstandsomdelt.dk/seminar/

Husstandsomdelt

Efter Postnords spareplan: Nyt site informerer om adresseløse reklamer

Dagen efter, at Postnord sænker ambitionerne på husstandsomdelinger, vil et nyt site hæve informationsniveauet på dét, der er ”Danmarks største og bredeste annoncemedie”.

Husstandsomdelingen er ved flere lejligheder erklæret død som mediekanal – eller lagt på hospice ved siden af flow-tv. Det skyldes især manglende indsigt, og det vil en række spillere på bureau-siden, distribution, data og analyse nu ændre på med et nyt informationssite; Husstandsomdelt.dk

”Husstandsomdelinger – altså adresseløse reklamer – er Danmarks største og bredeste annoncemedie. Udbredelsen af ”Nej-tak til reklamer” er stagneret, og der kan nås 1,37 mio. husstande. Vi ønsker – på neutral vis – at informere både bureauer og annoncører om mediet,” siger Claus Holm, Direct & Business Manager i Mediabroker, der er blandt initiativtagerne til det nye site.

Han tilføjer:
”Det nye site skal orientere om markedet, udviklingen, status på nej-tak, værktøjer, seminarer og hvordan man kommer i gang.”

Behovet for information er næppe blevet mindre, efter at Postnord i går gik ud med en dramatisk spareplan, der ikke kun varsler fyringer og én ugentlig postomdeling. Langt nede i pressemeddelelsen står der:
”Vores tilbud om distribution af adresseløse reklamer og lokale ugeaviser vil også ændre sig, da vi ikke kan omdele adresseløse og lokale ugeaviser på bestemte dage, som det kendes i dag.”

Partnerkredsen bag Husstandsomdelt.dk er en række rådgivere og data-leverandører. Således samler informationstiltaget de to konkurrenter inden for data og analyse – Geomatic og NN Markedsdata/Bisnode – samt kredsen af mediabureauerne i GroupM.

 Er det ikke kun en markedsføring af en kanal og af spillerne?

”Det er ikke et salgsfremstød, men – via informationer og overblik – en mulighed for markedsførere til at vurdere, om kanalen er noget for dem. Det er en klassisk kanal, der suppleret med nutidig teknologi har nogle muligheder, som de færreste kender til. I dag kan man nå bestemte husstande helt ned til klynger af fem, takket være intelligent distribution, ” siger Claus Holm.

 Og hvad er så ”mindre intelligent” distribution?

”Jeg vil vende det om og sige, at de færreste produkter har alle husstande som mål – det vil sige en udsendelse, der går ud til alle, uden at man har defineret sin målgruppe i forhold til sit budskab. Og når vi ser konverteringer, der kan måles i procenter – og ikke promiller, som vi kender det til fra digitale medier – så er det næppe så dumt endda,” siger Claus Holm.

Husstandsomdelt.dk vil være samlingspunktet hvor virksomheder, der benytter adresseløse forsendelser og deres bureauer, samt interessenter i branchen, kan følge med i udviklingen indenfor husstandsomdelte reklamer.

 

Yderligere referencer:
www.husstandsomdelt.dk
Claus.holm2@mediabroker.dk
Info@husstandsomdelt.dk

Claus Holm, 31 34 50 78

Thomas Lind, 20 82 01 45

 

Mediabroker fungerer som GroupMs kompetenceteam for adresseløse forsendelser.

GroupM er verdens største bureaugruppe inden for marketing og kommunikation med danske kontorer i Århus og København. Gruppen består af MEC, MediaCom, Mediabroker, Mindshare, Maxus, Intelligence Group, Quisma og Xaxis og tæller i Danmark omkring 400 ansatte, som er blandt branchens dygtigste og mest passionerede medie-, kommunikations- og marketingspecialister. Læs mere om GroupM på groupm.dk