Posts

Efter Postens exit: Kunderne forbereder sig på monopol-marked

Adresseløse forsendelser er et marked på 1,5 mia. kr., som ser ud til at blive overladt til Forbrugerkontakt efter PostNords varslede farvel. Nu mødes en række kunder for – sammen med Konkurrencestyrelsen – at drøfte deres muligheder.

For nylig offentliggjorde Danske Medier den årlige oversigt over reklameforbruget herhjemme – og igen var husstandsomdelte tryksager blandt de største mediegrupper, kun overgået af tv og internet.

Både i 2015 og 2016 omsatte disse forsendelser for godt 1,5 mia. kr., men for et måneder siden fik dette marked ”en ny situation”, som politikerne ynder at sige. Da meddelte PostNord, at man efter årets udgang ikke længere omdeler adresseløse forsendelser på bestemte dage.

Dermed er der reelt kun én distributør på markedet til at håndtere detailbranchens annonce-budskaber i denne kanal.

Det har fået en række kunder til at mødes ved informationsmøder den kommende tid. Det sker med deltagelse af bl.a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt analysevirksomheden Data Intelligence.

Initiativtageren til møderne er Danmarks største bureaugruppe, GroupM. Claus Holm, der er Direct Manager i mediabureauet m/SIX forklarer:

”Der er stort behov i markedet for at vide, om der eventuelt kommer en konkurrent til Forbrugerkontakt, og – nok mere nærliggende – hvordan man bør agere i forhold til en monopolist. Rentabiliteten i denne kanal afhænger naturligvis også af pris, og markedet har i den seneste håndfuld år været præget af priskrig. Nu står prisen til med stor sandsynlighed at stige, for der er umiddelbart ingen andre udfordrere i sigte.”

GroupM har i forvejen – sammen med Geomatic og NN Markedsdata/Bisnode – lanceret sitet Husstandsomdelt.dk, der har til formål at ”oplyse og vejlede” om denne disciplin inden for print-kommunikation.

”Behovet for information er kun blevet større efter PostNords meddelte exit, og ingen andre har hidtil taget initiativet. Manglende overblik er gift for branchen, og det er årsagen til, at vi på informationsmødet får input for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, for Forbrugerkontakt ser ud til de facto at opnå monopol,” siger Claus Holm.

Informationsmøderne finder sted i Aarhus den 23. maj og i København den 8. juni hos GroupM.

Tilmelding via http://husstandsomdelt.dk/seminar/